I weekenden den 26.-27. maj 2018 deltog Aarhus Svæveflyveklub i Classic Race Aarhus (CRAA). CRAA er en årligt tilbagevendende begivenhed hvor der arrangeres motorløb og udstillinger i og omkring Mindeparken og på Tangkrogen i Aarhus.

Lørdags-holdet iført nye poloshirts foran klubbens Twin Astir, klar til at modtage nysgerrige gæster.

Vejret var heldigvis i det gavmilde hjørne, hvilket sikrede omkring 42.500 besøgende i løbet af weekenden. Mange af de motorinteresserede fandt, at svæveflyvning har meget til fælles med den mere larmende sport, som ellers var weekendens fokus.

AaSvK havde fået en aftale om udstilling til arrangementet og havde to fly (MD/LS4 og E4/Twin Astir), tre pavillioner og den nye VR-simulator med. Formålet med at deltage i CRAA var at tiltrække nye medlemmer og skabe opmærksomhed omkring svæveflyvning som sport. Mange klubmedlemmer deltog i afviklingen af udstillingen, både i løbet af forberedelserne og under selve udstillingen.

Der var stor opmærksomhed om den nye VR-simulator, som gav mange potentielle piloter en realistisk flyveoplevelse.

VR-simulatoren var et rigtig godt redskab til at tiltrække opmærksomhed for forbipasserende, og ikke mindst give en realistisk oplevelse af svæveflyvning som ellers kan forekomme meget abstrakt og ukendt hvis man ikke selv har siddet i et fly.

Interessen for flyvning starter tidligt – her prøver en fremtidig S-pilot klubbens LS4.

Klubben har efter CRAA 2018 fået flere nye medlemmer og solgt en masse prøveture – vi glæder os til at byde alle velkomne! Hvis man ikke nåede at købe en prøvetur på CRAA, kan det gøres her.

PR-udvalget i AaSvK vil gerne takke alle de frivillige der hjalp til med planlægningen og udførelsen af deltagelsen i CRAA 2018. Vi håber på at være med igen i 2019!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *