Her kan du få svar på de oftest stillede spørgsmål om svæveflyvning. Se også vores side med fun facts om svæveflyvning.

Flyvning og teknik

Et svævefly kommer fremad ved hjælp af tyngdekraften. Hvis man peger næsen nedad, vil flyet flyve hurtigere, lige som når man kører ned ad bakke. Et moderne svævefly kan komme ca. 40 meter frem for hver meter det taber i højde. For at vinde højden tilbage, søger man efter områder med opadstigende luft, kaldet termik.

Termik er opadstigende luft, som svævefly kan bruge til at holde sig i luften med. Termik optræder ofte i store søjler af luft, så svævefly flyver i cirkler rundt i disse søjler for at komme længere opad. I Danmark skabes termikken oftest ved, at solen opvarmer jorden, som så opvarmer luften nede ved jorden. Da varm luft er lettere end kold luft, vil den opvarmede luft stige opad – og vi har termik. Termik kan ofte genkendes på de cumulusskyer som den opadstigende luft skaber, når den kondenserer.

Ja, alle S-piloter, elever og instruktører flyver med faldskærm. Selvom det er uhyre usandsynligt, at man nogensinde vil komme til at bruge faldskærmen, er den altid med som ekstra sikkerhed.

Der er to måder at få et svævefly i luften på: flyslæb og spilstart. I et flyslæb spændes svæveflyet efter et motorfly, som trækker svæveflyet op i en ønsket højde, hvorefter det giver slip.

I en spilstart (som der anvendes i Aarhus Svæveflyveklub) trækkes svæveflyet op i luften med en lang wire, som hives ind med en kraftig motor. Anordningen, som trækker wiren ind, hedder spillet. Billedet nedenfor viser AaSvKs spil med den tilhørende traktor.

Load More