Et af AaSvKs mest lovende svæveflyvetalenter, Oskar Minds, har vundet Nordisk Junior Mesterskab i Räyskälä i Finland. Herunder følger Oskars beretning fra konkurrencen.

Venter på flyslæb…

Vi – min hjælper Johan og jeg – kørte fra Danmark den 30. juni med klubbens DG-300 (RU) spændt efter bilen. Efter en køretur på ca. 1000 km og to færgeture ankom vi til Räyskälä i regnvejr. Banen i Räyskälä er en V-formet 1600-meters krydsbane med asfalt, omgivet af 30 meter høje træer. Jeg havde planlagt at træne i ugen op til konkurrencen under de lokale forhold, men vejret gjorde at jeg kun fik en enkelt træningsdag. Der var lavtryk over Rusland som gav os dårligt vejr – eller som finnerne sagde det: “Nothing good comes from Russia!“. Inden konkurrencen fik vi en sikkerhedsbriefing om hvordan man lander i vand og skove, da pladsen var omgivet af begge dele. Ved landing i vand var metoden således:

  • Kald op på radioen
  • Sluk masterswitch (for at redde batterierne)
  • Mental forberedelse(!) aka “prepare to get wet”
  • Lokaliser sele og nødudløser
  • Landingsstel ud (for at bryde vandet)
  • Land med lav hastighed og hovedhjulet først
  • Flaps i termikposition
  • Luk luftbremser (da de ikke kan holde til vandets tryk)
  • Løsn faldskærmen
  • Beskyt ansigtet med armen (da canopyet kan gå i stykker)

Briefing om landing i vand

På første flyvedag fik man et godt indtryk hvorfor den viden var vigtigt. Pladsen ligger midt inde i den største skov i Syd-Finland, så der var ikke meget andet end træer og søer i horisonten.

Et sigende billede af de lokale forhold: pladsen i Räyskälä omgivet af tæt skov og søer.

Konkurrencen startede med en åbningsceremoni, og kort efter var der den første konkurrencebriefing med en 194 km speed-task. Det endte med en dagssejr til mig, og så var stilen ligesom lagt. Under denne task spottede jeg en Ventus 3 som fældede motoren ud 300 meter under mig, så et eller andet rigtigt havde jeg fat i.

Udelanding på 2. konkurrencedag

Andendagen endte med udelanding for alle deltagere. Det var egentlig en dag hvor vi ikke skulle have fløjet, men forsøgte alligevel. På et tidspunkt lå jeg i 800 meters højde under et tæt skydække, og jeg kunne se, at jeg skulle krydse en skov for at komme ud til vendepunktet. Samtidig havde jeg nok højde til at glide hjem til pladsen, så jeg stod i et dilemma. Jeg valgte at flyve efter vendepunktet og nåede det (husker ikke hvordan) – men måtte udelande på tilbagevejen.

På tredje konkurrencedag tærskede vi ud mod første vendepunkt i 1000 meters højde. Herude faldt skybasen til kun 500 meter med svag termik – og så var vendepunktet over et skovområde. Der var mange fly i feltet, så vi så hinanden lidt an og prøvede at holde en ordentlig højde. Koncentration blev på et tidspunkt så intens, at jeg måtte slukke radioen for at kunne koncentrere mig om at finde termik og spotte udelandingsmuligheder. På et tidspunkt havde jeg egentlig besluttet mig for at lande, men blev reddet af en lille boble i 220 meters højde. Puha! Denne dags placering endte med en 7. plads, men jeg var glad for at komme hjem efter 5 intense timer i cockpittet.

De 1000 søers land

Herefter fulgte tre aflyste konkurrencedage på grund af dårligt vejr. Generelt var det meget svært at forudsige vejret, da de sædvanlige kanaler (TopMeteo, RASP) ikke passede (og i øvrigt var meget uenige). Konkurrencens professionelle meteorolog, Tapio, var heller ikke til meget mere hjælp. Det dårlige vejr blev udnyttet på bedste finsk vis med pendulfart mellem saunaen og søen.

Vejret ændrede sig endelig til det bedre med skybase i 1700-2000 meter. Nu stod programmet på en AAT-opgave (Area Assigned Task, en opgave hvor man flyver i sektorer i stedet for efter punkter. Her skal man flyve længst i disse sektorer på en bestemt tid). Jeg troede selv det gik godt, indtil jeg så resultaterne – det endte med en dagsplacering på 5. pladsen og en dagssejr til min nærmeste konkurrent – nordmændene! Nordmændene var de forsvarende mestre, så de skulle ikke slippe afsted med pokalen igen. Der lå et vist pres på mig nu, da jeg havde holdt topplaceringen frem til denne konkurrencedag, og der var nu kun én konkurrencedag tilbage.

Sidste konkurrencedag var en dag med overudvikling over pladsen og tørtermik ude på opgaven – altså ret udfordrende vejrforhold. Dog var skybasen i 1700 meter. Alle drog afsted på samme tid og tærsklede afsted i formation. Hurtigt blev de bedre fly (nordmændene, DG-1000, og Jens Andersen, LS6, den anden danske i konkurrencen) ledende i feltet. Efter tørtermikken lå resten af feltet (inklusive mig) i lav højde, og de to andre var langt foran. Jeg hørte nu på radioen, at Jens Andersen var udelandet. Jeg vidste, at de drog afsted i samme retning og havde en mistanke om, at nordmændene havde gjort det samme. Jeg fløj en anden retning end de der var udelandet, og fandt en bobbel, som hurtigt blev populær blandt resten af feltet. Dette var lidt et gamble, da jeg valgte en sikker bobbel fra, som lå lidt ude af kurs. Jeg fandt den anden bobbel med det samme, hvilket gav mig et stort forspring. Denne gav ca. 2,1 m/s til 1700 meter, og jeg nåede hjem som den første.

Efter 2 timer i tørtermik kom jeg hjem til pladsen. Efter landing, kom holdlederen hen og fortalte mig, at nordmændene også var udelandet. Jeg havde derfor vundet stort! Endda med 800 point ned til 2. pladsen.

Den umiddelbare reaktion på resultatet lige efter landing på sidste konkurrencedag. Yes!

Det var helt fantastisk at vinde, og spændende at flyve i et område hvor forholdene (især udelandingsmulighederne) var meget anderledes, og derfor krævede en anden taktik end den jeg var vant til fra Danmark. Her tærskler man efter vendepunkter og skyer, mens man i Finland også tærskler efter udelandingsmuligheder som en tredje faktor.

På podiet. Fra venstre mod højde: nordmændenes kærester (nordmændene, der var kommet på andenpladsen, var ikke kommet hjem fra deres udelanding endnu), mig på førstepladsen (med vandrepokalen, erobret fra nordmændene) og Emil Dalboe fra Midtsjællands Svæveflyveklub på trejdepladsen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *